Midgaard Vikingecenter

Den frie bondes gård

   Hovedbygningen ligger i nord-sydlig retning med gårdspladsen på den østlige side i læ for vestenvinden. Stuehuset er cirka 36 meter langt. De andre bygninger i den indre gård ligger alle i øst-vestlig retning. De blev brugt til stalde, opmagasinering og beboelse. Inde på gårdspladsen står der også en staklade til høet fra markerne.

   Rundt om gården skal der bygges 16 forskellige grubehuse. Nogle skal indrettes til værksteder, mens andre til beboelse. Der skal være en smedje, væveri, perlemager, keramiker osv.

   Mellem grubehusene anlægges der en hønsegård og nogle urte- og køkkenhaver. Læs mere om dem på siden 'Køkkenhaver'.

   Hele gårdkomplekset bliver omkredset med et palisadehegn.

​

Gårdens årshjul

   Livet mod nord var hårdt. En gård i vikingetiden var selvforsynende med alt. Lige fra maden på middagsbordet til tøjet på kroppen. Og gårdens beboere havde nok at se til: afgrøderne skulle sås, fårenes uld samles ind og kvæget slagtes. Kun ved at samarbejde overlevede alle den lange vinter.

 

Vinter

   Om vinteren holdt kulde og sne vikingerne inden døre. En del af tiden gik med at fortælle historier ved ildstedet, hvor de ældre generationer videregav viden til børnene.

   Vinteren gav også tid til at spinde og væve uld, der bl.a. skulle bruges til skibenes sejl, som kunne være på mere end 100m2. forskningen har vist, at det krævede over 8000 timer at fremstille de enorme sejl. Hvis fem kvinder brugte 10 timer om dagen, svarede det til lidt over fem måneders arbejde.

   Landbrugsredskaber blev smedet eller repareret, så de var klar til brug om foråret.

Mænd flettede reb af bast – underbarken fra lindetræet.

   Forældre underviste deres børn i håndværk. Som oftest lærte pigerne at sy og væve af deres mødre, mens drengene f.eks. blev oplært i træskæring.

   Under lange vintre var det svært at få maden til at slå til. De sidste uger før foråret blev kaldt for morsug – marvsuger.

 

Forår

   Efter vinteren er gårdens marker atter fri for sne, og indbyggerne kan påbegynde årets udendørsarbejde. Markerne skal tilsås med korn og grøntsager, dyrene skal sendes på græs, og staldene muges ud. For vikingebonden handler det om at udnytte de unge karles arbejdskraft, inden de drager af sted på togt.

Smedens esse brænder dagen lang.

   På en gård skulle redskaber som leer, segl, spader og hakker altid fremstilles og repareres. Derudover skulle der laves jernnagler, for et langskib krævede ca. 8000 stk. pga. brandfaren lå smedjen for sig selv med afstand til andre bygninger. Gården havde som oftest en oplært smed, der kunne klare de fleste smedeopgaver.

Vætterne får gratis mad

   Med jævne mellemrum gik gårdens kvinder ud for at stille f.eks. brød, grød eller øl frem til landvætterne – mytiske væsner, som ifølge vikingerne levede i naturen omkring dem. Det var vigtigt at stå på god fod med vætterne, da de ifølge folketroen havde magt til at påvirke kornhøsten.

Indhegning giver beskyttelse

   Får og køer blev lukket ud af staldene efter vinteren og sat til at græsse på marker nær gården, så de ikke var langt væk, når det blev tid til at malke dem. De drægtige moderfår læmmer også om foråret, og de blev ofte holdt i indhegninger for at beskytte de nyfødte lam.

Ny plov forbedrer gødningen

I 900 tallet kom den såkaldte muldfjældsplov til norden, hvilket gjorde pløjningen mere effektiv.

1. Forrest har muldfjældsploven et hjul, der giver balance under pløjningen.

2. Bag hjulet sidder et langjern, som skærer en lodret rille i jorden. Lige bag ved langjernet sidder et vandret skær, der løsner mulden yderligere.

3. Bagerst kommer selve muldfjælden, som vender jorden. På den måde bliver gødningen pløjet bedre ned i jorden.

Dyrenes afføring tilførte næring til markens afgrøder i form af kvælstof.

Frie arbejdere må ikke passe får

Ifølge den islandske lovtekst Grágás kunne en bonde sætte en hyret arbejder til ”alle de arbejder, han vil, med undtagelse af at vogte får”. Bestemmelsen skal ses som et vidnesbyrd om, at arbejdet som hyrde var ringeagtet. Muligvis blev det set som et erhverv for trælle.

 

Sommer

   Om sommeren vokser afgrøderne på markerne, men der er stadig masser af gøremål. På dette tidspunkt drager mændene på togt, så kvinder, børn, gamle og trælle må klare alt på gården. Bondens hustru står med ansvaret for at uddelegere arbejdsopgaverne og træffe beslutninger om den daglige drift.

Mutter bestemmer alt

   Mens mændene var på togt, bestemte kvinderne på gården. De passede dyrene og afgrøderne, men havde trælle til det hårde arbejde – f.eks. lugning af ukrudt. Ikke alle kvinder blev hjemme. I en grav i Birka i Sverige har arkæologer fundet en kvindegrav fyldt med våben. Antageligvis var kvinden en kriger, der selv har været med på togt.

Høns

   Hønsenes æg blev saltet og gemt til vinterhalvåret, hvor hønsene lagde få æg. Dun og fjer blev samlet til dyner og puder.

Huller afslører hegn

   Takket være stolpehuller ved arkæologerne, at gårdens bygninger og marker var omkransede af hegn. I det sydlige Skandinavien var hegnene som regel lavet af egetræ, hvis stolper kunne stå ca. 25 pr i jorden, før de begyndte at gå i forrådnelse.

Grubehuset fungerer som et lille værksted

   En almindelig bygning i vikingetiden var grubehuset. Huset var halvt nedgravet i jorden, men derudover ved forskerne meget lidt om det. Sandsynligvis var det en form for værksted.

​

Fårene smider selv ulden

   Arkæologerne har fundet fåresakse fra vikingetiden, men vikingerne holdt også en fårerace (gammel norsk sau), som selv smed sin uld, når det blev varmere i vejret.

Fiskene spræller i garnet

   Som et supplement til kosten fangede vikingerne fisk – f.eks. ved at sætte et garn mellem to træpæle i en å. Fisk som ørred, gedde og aborre var blandt de fisk, som oftest endte i netmaskerne. Fisk fra hav og åløb blev tørret og gemt til vinteren.

Køernes mælk er vigtigere end fårenes

   Menneskene i vikingetiden var vilde med komælk, og knap så begejstrede for fåremælk. Knoglefund har nemlig afsløret, at der var relativt mange handyr i fåreflokkene, hvilket tyder på, at dyrene primært blev holdt pga. deres uldproduktion og kød.

1. Mælken bliver drukket som tilbehør til varme retter som f.eks. suppe eller stuvning.

2. Resten af mælken kærnes til smør, skyr og ost.

3. Fra osteproduktionen kommer restproduktet valle, som drikkes.

Markerne blomstrer

For at beskytter markernes afgrøder fra at blive spist af gårdens grise eller vilde dyr var de omkranset af hegn.

1. Byg og rug var de vigtigste kornsorter, men også hvede og havre blev dyrket i Danmark.

2. Grøntsager som ærter, bønner og porrer var et afgørende vitaminrigt tilskud til kosten.

3. Vikingerne havde ikke sprøjtegift, så blomster, ukrudt og enkelte træer voksede blandt afgrøderne.

 

Efterår

   I takt med at dagene bliver kortere og koldere, nærmer høsten sig. Vikingerne må nøje holde øje med himlens skydække, vindretningen og temperatursvingninger. Så snart kornet er modent og vejret tørt og stabilt, begynder høsten. Alle på gården hjælper til i marken, for mislykkes høsten, har gården ingen mad under den lange, mørke vinter.

Naturen supplerer menuen

   Æbler, bær og nødder blev indsamlet i skove og krat som et supplement til vinterens mad. Enkelte bebyggelser havde endda frugthaver. Brombær og blåbær var blandt de mest populære, og vikingerne lavede ofte saft af dem.

Brødbagning kræver tunge sten

   Vikingerne malede korn med en håndkværn, der bestod af to tunge, cirkulære sten. Vha. et træhåndtag kunne den øverste sten drejes rundt, så kornet blev malet mellem de to sten. Slutproduktet var mel, som kvinderne brugte til at bage brød med.

Markerne bliver høstet med skarpe klinger

   Når afgrøderne var modne, skulle markerne høstes. Græs til dyrenes vinterfoder slog kvinderne med lange leer, mens de høstede korn som rug og byg med skarpe jernsegl. Fordelen ved at benytte segl var, at vikingerne kunne samle kornet i neg med deres frie hånd, inden de skar det.

Kornet tørrer ved bål

   Når først kornet var slået, bandt arbejderne det sammen i neg. For at sikre en hurtig tørring blev negene sat rundt om et bål. Efterfølgende blev kornet lagt på et ladegulv og tærsket. Arbejdet udførtes med en plejl – et træredskab, der blev brugt til at slå kornet med, så kernerne faldt af negene. Græsset blev samlet i staklader, hvor det blev beskyttet mod regn og tørrede og blev til hø.

Børn og trælle samlede brænde til vinteren.

 

Dyr bliver slagtet for at ære guderne

   I slutningen af efteråret afholdt vikingerne høst- og slagtefestivalen Vinternætterne (Vetrnætr), hvor de ofrede dyr til guderne. Sandsynligvis markerede højtiden overgangen fra ude- til indearbejde på gården.

1. Særligt udvalgte dyr – f.eks. heste – slagtes som et offer til guderne. Jo større et dyr, desto finere var offeret.

2. Blodet fra offerdyrene drænes og opsamles i store beholdere kaldet hlautkar (blodkar).

3. Efterfølgende stænkes blodet på de fremmødte vha. en hlautkvist – sandsynligvis en form for stænkekost. Til sidst bliver dyrenes kød kogt og spist.